Naturen er i krise og tusindvis af dyre- og plantearter risikerer at uddø. I fællesskab skal vi vende tilbagegang til fremgang. En hjørnesten i kampen er landets 98 kommuner, som alle er inviteret til at deltage i dysten om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Se pressemeddelelsen her.
Vi har skrevet nedenstående brev til borgmesteren i Rudersdal kommune sammen med DN-Rudersdal og Et vildere Rudersdal. Lad dig endelig inspirere til at sende et til din kommune.
Kære Jens Ive
Foreningerne Et vildere Rudersdal, Danmarks Naturfredningsforening i Rudersdal og Verdensmål i Hverdagsliv vil gerne foreslå, at vi arbejder for at blive Danmarks ’vildeste kommune’. Måske så du programmet ’Giv os naturen tilbage’ i efteråret 2020, hvor borgere, boligselskaber, virksomheder og kommunen i Hjørring gjorde en stor indsats for at styrke biodiversiteten i kommunen. Resultatet var imponerende med en rigere natur, hvor antallet af arter røg i vejret. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre Danmark vildere, og det er oplagt at gribe udfordringen.
Rudersdal Kommune har allerede skabt vilde grøftekanter rundt om i kommunen og blandt andet eksperimenteret med afbrænding for at øge biodiversiteten. Og vi tænker, at vi har et kæmpe potentiale for at skabe en kommune med endnu mere voksende og blomstrende biodiversitet. Vi har en del unik natur, og vi vil gerne sammen med kommunen arbejde for, at virksomheder, boligforeninger, institutioner og flere af kommunens arealer bliver vilde for derigennem at styrke biodiversiteten.
Vi tænker, det er oplagt, at vi fortsat arbejder med at styrke biodiversiteten på alle områder i kommunen, det være sig i haver, arealer ved virksomheder og boligselskaber og på kommunens egne arealer. Vi kan også forestille os, at det er et emne, der bliver talt om ved Borgersamlingen om verdensmålene, da biodiversitetskrisen er massiv. Vi glæder os til at høre, om Rudersdal Kommune er med på ideen. Med venlig hilsen Henrik Hjortdal, Michael Olesen og Anette Buus Rosholm Et vildere Rudersdal, Danmarks Naturfredningsforening i Rudersdal & Verdensmål i Hverdagsliv